OK23 medlemsafstemningen er startet

Medlemsafstemningen om de nye overenskomster er startet. 19.198 medlemmer i Dansk El-Forbund kan stemme digitalt frem til den 11. april 2023 klokken 23.59.

26.03-2023 Af Peter Koch Palshøj
Stem og bestem - OK23-mærke

Søndag den 26. marts 2023 er der åbnet for medlemsafstemningen om de nye overenskomster for det private arbejdsmarked. 

- Dansk El-Forbunds hovedbestyrelse anbefaler et ja til overenskomsterne, men nu er det op til medlemmerne at tage stilling. Som medlem i Dansk El-Forbund har man sin demokratiske ret til at stemme om lønnen og arbejdsvilkårene for de næste to år, og afstemningen er altså gået i gang, siger Benny Yssing, forbundsformand for Dansk El-Forbund.

Medlemmerne i Dansk El-Forbund (DEF) skal stemme om 30 overenskomster. 
På okdef.dk er der et overblik over ændringerne i hver enkelt af disse overenskomster.   
 

Digital afstemning til og med den 11. april

Medlemsafstemningen sker digitalt via et afstemningslink, der er sendt personligt til alle de medlemmer, der skal stemme. 
Afstemningen varetages af virksomheden Assembly Voting, som registrerer de afgivne stemmer.

- Det er nemt at stemme digitalt, og samtidig går det ordentligt for sig. Vi er udelukket fra at se, hvad medlemmerne stemmer. Vi får kun information om, hvor mange der stemmer undervejs, og hvad det samlede resultat er, når afstemningen er slut, fortæller Benny Yssing.
 

Personligt link fremsendes

I første omgang fremsendes et personligt link til alle medlemmer. 
Det er også muligt at stemme ved brug af NemID/MitID via dette link: https://nemid.assembly-voting.com/def23

Afstemningen afsluttes den 11. april kl. 23.59. Derefter fremsendes resultatet til Forligsmanden, som den 12. april 2023 offentliggør resultaterne af de afstemningerne i de enkelte fagforbund, bl.a. fra DEF.  
Flertallet af medlemmerne i Dansk El-Forbund arbejder på elektrikeroverenskomsten, der aftales med TEKNIQ Arbejdsgiverne, samtidig arbejder en større gruppe medlemmer på Industriens overenskomster og endelig har DEF medlemmer, der på det private område arbejder på 28 andre overenskomster.

Overenskomsterne for det offentlige arbejdsmarked skal fornys i 2024.

Development: HJEMMESIDER.DK